Levende fäbodar (sætre) i Dalarna – en historisk rejse nær Sälen

Fäboderne i Sälen og Vestdalarna fortæller historien om, hvordan mennesker, dyr og landskaber formede livet i skov- og fjeldområderne. Her kan du læse om, hvordan landsbyerne opstod, hvordan fäboderne blev brugt, og hvor du stadig kan besøge levende fäboder i dag.

Sälenfjeldene om vinteren er en fantastisk oplevelse. Her mødes sport og natur i én og samme pakke. Men hvordan er det resten af året? Lad mig berolige dig: Sälen er her året rundt.

Noget, der er ganske unikt for Dalarna, Hälsingland og Jämtland, er fäboderne. Den levende fäbodkultur er faktisk så speciel, at den for nylig blev optaget på UNESCOs liste over menneskehedens immaterielle kulturarv.

Og der er virkelig noget særligt ved at høre jorden ryste, når fritgående fjeldkøer kommer ned gennem skoven til malkning. For ikke at tale om de nysgerrige dyr, som stopper op for at undersøge, hvilken bil der netop er ankommet. En bil med kofanger.

Det lyder da meget hyggeligt?

Men lad os begynde fra begyndelsen.

Landsbyernes opståen

Fäboder ville ikke eksistere, hvis der ikke også fandtes landsbyer. Så hvor kom landsbyerne fra? Ingen har opfundet landsbyer – de er ganske enkelt opstået med tiden. Ingen har nogensinde tænkt på at tage patent på dem.

I begyndelsen fandtes kun øde skove, myggeplagede vådområder og enkelte fjelde. I dalene mellem bjergene løb vandet i små bække og større elve. En af dem er Västerdalälven.

Visse steder havde den snoede elv efterladt sand- og grusbanker – såkaldte örar – hvor jorden var blødere og lettere for kulturplanter at slå rod i.

Også mennesker slog sig ned på steder, hvor jorden kunne dyrkes, hvor der fandtes vand, skov til byggematerialer og efterhånden også transportveje. Når nogen først havde fundet et sådant fantastisk sted og bygget deres hus, gik der ikke længe, før andre flyttede til i passende afstand. Sammen kunne de samarbejde om landbrug, husdyrhold og fremstilling af redskaber. Nærheden til naboerne gav også beskyttelse mod vilde rovdyr. For at få det hele til at fungere retfærdigt og effektivt fordelte man jorden og indførte systemer, hvor markerne kunne ligge brak.

Fäbodernes oprindelse

Landsbyer vokser. Folk flytter til, familier får børn, og behovet for husdyr stiger. Jorden omkring landsbyen blev efterhånden for lille til at holde husdyr året rundt. Løsningen blev at drive køer, geder og undertiden får ud til græsningsområder længere væk, nogle gange flere mil fra landsbyen.

Her byggede man små sommerbosættelser – fäboder – hvor dyrene kunne græsse i skoven og på fjeldengene om sommeren og tage på i vægt før de ofte hårde vintre. Fäboderne tilhørte landsbyen, og fäbodstintaen blev valgt, fordi hun kunne tage sig af dyrene, kærne smør, yste ost og vogte landsbyens rigdom.

Man kunne sige, at flytningen til sommeropholdet på fäboden og livet der var lidt af en charterrejse – for køer, geder og fäbodstintaer. All inclusive.

Fäbodstintaen kaldte på husdyrene med en næverlur eller ved at kule. Køerne var ofte meget motiverede for at komme – på fäboden ventede jo malkningen. Kulningen kunne høres langt over skov og mose og blev derfor også en måde at kommunikere mellem forskellige fäboder på.

Og måske var det meget godt, at kulningen var ordløs. Køerne forstod i hvert fald, at det var tid – de forstod signalet.

Men hvad så med de andre tobenede?

Dialekter, sprog og talemål

Musik, som næverlurens dybe toner eller kulningens klare stemmer, er universel. Alle forstår den, i modsætning til menneskers tale. I Dalarna bliver det ekstra tydeligt. Forskellene kan være store – selv mellem nærliggende landsbyer.

Før i tiden var landsbyerne ofte isolerede fra hinanden. De lå i forskellige dale, nogle gange flere mil fra hinanden. Derfor udviklede hver landsby med tiden sine egne talemål og dialekter. Et sådant talemål er älvdalsmål – eller övdalsk – som tales i Älvdalen.

Älvdalsk er så anderledes, at mange sprogforskere mener, at det i virkeligheden er et selvstændigt sprog. Man kan ikke sige, at älvdalsk har udviklet sig fra svensk. Snarere er det svensk, der har ændret sig og blevet forenklet, mens övdalsk er den mere konservative variant, som har bevaret mange ældre sproglige træk.

Det samme gælder Transtrandsmålet, som tales af Sälenfjeldens oprindelige indbyggere. Også Malungsmålet kan lyde næsten uforståeligt for dem, der ikke er vokset op med det. Nogle i familien Andersson taler Malungsmål, når det er nødvendigt. Spørg Mats. An ä en reji dalkall.

I lang tid skulle alle tale rigssvensk, og ingen mærkelige sproglige varianter blev accepteret i undervisningen. Derfor var mange af disse lokale sprog ved at dø ud. Men vinden har vendt sig, og i dag tilbydes der undervisning i flere af disse lokale sprog. Bra mä skillnadern, so sku̇ll ien kull seg (godt med forskelligheder, som en älvdaling ville sige).

Fagsprog og hemmelige sprog

Nogle sprog udviklede sig lokalt, men også inden for bestemte erhvervsgrupper. Handelsrejsende i det nordlige Dalarna (som solgte knapper og sytilbehør) talte knoparmoj med hinanden. Knop = knap, Moj = pige.

Et andet eksempel er skinnarmål – et slags hemmeligt sprog, som skindhandlere brugte til at tale sammen uden at kunderne forstod dem. Så kunne de flå kunderne – hvis de ville. Men folk i Dalarna er arbejdsomme og ordentlige, så her flår man ingen.

Fäboder i dag

Der har eksisteret op mod 200 fäboder i Sälen og Malung. Det var i en tid, hvor omkring 80 % af befolkningen levede af landbrug. I dag er andelen under 2 %. Med mælkebilernes indtog og effektiviseringen af landbruget er behovet for fäboder blevet mindre, og kun få er tilbage.

Ikke fordi de længere er nødvendige, men som levende kulturhistorie. Så netop du kan besøge en levende fäbod i Dalarna og skabe minder om det Sverige, der engang var. At besøgende ofte også kan købe ægte lokalt produceret ost og smør, er en ekstra bonus.

Fäboderne er ikke kun historie – de er stadig en levende del af landskabet i Dalarna.

Her kan du besøge levende fäboder i Dalarna

Gruvens fäbod – hvad så?

Jo, selve stednavnet findes stadig, ikke mindst fordi busstoppestedet hedder det. Men det er længe siden, der fandtes en rigtig fäbod her. I dag ligger der en række overnatningssteder i området. Nogle bor hos os, og vi byder gerne flere velkommen.

I Gruven har vi nemlig den første hytte, vi byggede til udlejning i 1987: Gruven-hytten med tre lejligheder og plads til i alt 24 gæster. Ved vores Tangen-hytte, som ligger i Sälfjälltangen, har der aldrig været en fäbod, men her har vi to lejligheder med plads til 20 gæster.

Hvis du besøger Sälen om sommeren, bør du benytte lejligheden til at besøge de levende fäboder. Det er bestemt en udflugt værd.

Du er også velkommen til at tage på en mere digital udflugt til vores sider, hvor vi giver tips om og linker til vinteraktiviteter, indendørs aktiviteter, naturoplevelser, shopping, servicefaciliteter og smagsoplevelser.

Velkommen til Sälen – hele året rundt.

Ofte stillede spørgsmål om fäboder i Dalarna

(Lyden af koklokker betragtes af mange som ren musik.)