Levende fäbodar i Dalarna – en unik sommeroplevelse nær Sälen

Fäbodene i Sälen og Västerdalarna fortæller historien om, hvordan mennesker, dyr og landskab formede livet i skov- og fjeldområderne. Her kan du læse om, hvordan landsbyer opstod, hvordan fäbodene blev brugt, og hvor du stadig kan besøge levende fäbodar i dag.

At besøge en traditionel fäbod er en af de mest unikke oplevelser i Sälen om sommeren, hvor du kan se fritgående køer, opleve traditionel osteproduktion og møde en levende kulturarv.

Sälenfjellene om vinteren er en fantastisk oplevelse. Her mødes sport og natur i én og samme pakke. Men hvordan er det resten af året? Lad mig berolige dig: Sälen findes her hele året.

Noget, der er ret unikt for Dalarna, Hälsingland og Jämtland, er fäbodene. Den levende fäbodkultur er faktisk så speciel, at den for nylig er blevet optaget på UNESCOs liste over menneskehedens immaterielle kulturarv.

Og der er virkelig noget særligt ved at høre jorden ryste, når fritgående fjeldkøer kommer ned gennem skoven for at blive malket. Nogle af dem stopper endda nysgerrigt op for at se, hvilken bil der lige er kommet. En bil med kofanger.

Det lyder vel fint?

Men lad os tage det fra begyndelsen.

Landsbyernes opståen

Fäbodar ville ikke eksistere, hvis der ikke også fandtes landsbyer. Så hvor kom landsbyerne fra? Ingen har opfundet landsbyer – de er simpelthen opstået med tiden. Ingen har nogensinde tænkt på at tage patent på dem.

I begyndelsen fandtes kun øde skov, myggefyldte vådområder og et og andet fjeld. I dalene mellem bjergene løb vand: små bække, men også større elve. En af dem er Västerdalälven.

Nogle steder havde den snoede elv efterladt sand- og grusbanker – såkaldte “örar” – hvor jorden var blødere og lettere for afgrøder at slå rod i.

Også mennesker slog sig ned steder, hvor jorden kunne dyrkes, hvor der var vand, skov til byggematerialer – og efterhånden også transportveje. Når man først havde fundet et sådant godt sted og bygget sit hus, gik der ikke længe, før andre flyttede dertil i passende afstand. Sammen kunne man samarbejde om dyrkning, husdyrhold og fremstilling af redskaber. Nærheden mellem naboer gav også beskyttelse mod vilde rovdyr. For at alt skulle fungere retfærdigt og effektivt delte man jorden op og indførte systemer, hvor marker blev lagt i brak.

Fäbodernes opståen

Landsbyer vokser. Folk flytter ind, familier får børn, og behovet for husdyr øges. Jorden omkring landsbyen blev efterhånden for lille til at holde dyr hele året. Løsningen blev at drive køer, geder og nogle gange får ud til græsningsområder længere væk, nogle gange flere mil fra landsbyen. Der byggede man små sommerbosættelser – fäbodar – hvor dyrene kunne græsse i skoven og på fjeldengene om sommeren og æde sig fede før de ofte barske vintre. Fäbodene tilhørte landsbyen, og fäbodstintaen blev valgt, fordi hun kunne passe dyrene, kærne smør, lave ost og vogte landsbyens rigdom.

Man kunne sige, at vandringen op til sommeropholdet ved fäbodene og livet der var noget af en charterrejse – for køer, geder og fäbodstintor. All inclusive.

Stintaen kaldte på dyrene med en næverlur eller ved at kula. Køerne var ofte meget motiverede for at komme – ved fäboden ventede jo malkningen. Kulningen bar stemmen langt over skov og mose og blev derfor også en måde at kommunikere mellem forskellige fäbodar. Og måske var det lige så godt, at kulningen var uden ord. Køerne forstod i hvert fald, at det var tid – de forstod kulningen.

Men hvad så med andre tobenede?

Dialekter, sprog og mål

Musik, som i næverlurens dybe toner eller kulningens klare stemmer, er universel. Alle forstår den – i modsætning til menneskers tale. I Dalarna bliver det særlig tydeligt. Forskellene kan være store – selv mellem nærliggende landsbyer.

Tidligere var landsbyerne ofte isoleret fra hinanden. De lå i forskellige dale, nogle gange flere mil fra hinanden. Med tiden udviklede hver landsby derfor sine egne dialekter og talemåder. Et sådant mål er älvdalsmål – eller övdalsk – som tales i Älvdalen. Älvdalsk er så anderledes, at mange sprogforskere mener, at det faktisk er et selvstændigt sprog.

Ligesom Transtrandsmålet, der tales af Sälenfjellenes oprindelige indbyggere. Også Malungsmålet kan lyde næsten uforståeligt for den, der ikke er vokset op med det. Nogle i familien Andersson taler Malungsmål, når det er nødvendigt. Spørg bare Mats. An ä en reji dalkall.

I lang tid skulle alle tale rigssvensk, og dialekter blev ikke accepteret i undervisningen. Derfor var mange ved at forsvinde. Vinden har dog vendt, og i dag gives der igen undervisning i disse lokale sprog.

Fäbodene er ikke kun historie – de er stadig en levende del af landskabet i Dalarna.

Oplev levende fäbodar nær Sälen

Gruvens fäbod – hvad så?

Selve stednavnet findes stadig – ikke mindst fordi busstoppestedet hedder sådan. Men det er længe siden, der fandtes en rigtig fäbod her. I dag findes der flere overnatningssteder i området. Nogle bor hos os, og vi byder gerne flere velkommen.

I Gruven har vi nemlig den første hytte, vi byggede til udlejning i 1987: Gruven-hytten med tre lejligheder og plads til i alt 24 gæster.

Ved vores Tangen-hytte i Sälfjälltangen har der aldrig været en fäbod, men der har vi to lejligheder med plads til 20 gæster.

Hvis du kommer til Sälen om sommeren, så benyt lejligheden til at besøge de levende fäbodar. Det er bestemt en udflugt værd.

Velkommen til Sälen – året rundt.